Krimi

Drabsefterforsker Jesper Frank har andre planer end at opklare drabet på den smukke Kirsten Vedell. Pressen taler om et hjemmerøveri; alligevel finder Frank det svært at engagere sig. Han er gennemsyret af hævntørst mod biltyven Iver Kingo, som han gør ansvarlig for sin kollega Christina Lundgårds skæbne. Christina, som Frank i al hemmelighed har haft et forhold til, sidder i dag i kørestol med en kugle fastklemt i hjernen.

Da Kingos navn dukker op i forbindelse med drabet, vågner Franks instinkter; men biltyven er før smuttet fra ham, godt hjulpet af kvinderne i sit liv. Hævntørst blandes med jalousi, og Frank gør den smertelige erfaring, at begge dele slører dømmekraften. Linjen, der skiller hævn fra retfærdighed, er hårfin, og det samme er linjen mellem ven og fjende.

Hvem han kan stole på, og hvem der falder ham i ryggen, opdager Frank først meget sent.

Fås som p-bog eller e-bog.

 

’Sommerfuglen er et godt bud på en karakterdrevet krimi’, skriver Dansk BiblioteksCenter i sin lektørudtalelse og taler om ’en underholdende roman’.

’Sproget er enkelt og skarpt, der er skåret ind til benet og flere steder har romanen mere tilfælles med klassiske skæbnetunge amerikanske noirfortællinger end den moderne skandinaviske krimi og det er ment som et plus. Hos Klahn er det fortiden, begæret og byen …’

 

Vibeke Johansen, Krimimessen Horsens, placerer Sommerfuglen i sin Top 5 over 'flotte krimi/spændings-debuter i 2016':

Jürgen Klahn er aktiehandleren, der blev krimiforfatter, men forfatter blev han nu ikke med romandebuten, for Klahn har tidligere skrevet mange noveller. I Sommerfuglen møder vi drabsefterforsker Jesper Frank, der skal opklare drabet på den smukke Kirsten Vedell, som måske har være udsat for et hjemmerøveri.

 

Krimihjerte giver Sommerfuglen 4 ud af 6 hjerter:

Det var været en rigtig dejlig læseoplevelse. Der er hverken tale om en krimi med makabre mord eller et speget psykologisk spil.

Den er sprogligt rigtig godt skrevet ... Plottet både omkring hvem der skød Christina og hvem der dræbte Kirsten Vedell bliver opklaret på fornemste vis til slut.

Personskildringerne er vedkommende og lette at forholde sig til.

 

'Aktiehandleren, der blev krimiforfatter': JP Aarhus 28. september.

 

    'Mellem hævn og retfærdighed': Århus Stiftstidenes omtale den 27. september: