Længe før jeg debuterede som forfatter, udgav min bror Reinhard Klahn sin første roman, ungsdomsromanen Tanja på hjernen om 14-årige Peter, der skal begå sig i en ny ottende klasse, men samtidig trækkes med sin rablende far. Reinhard excellerer i at anlægge skæve vinkler på dybe emner.

Man skulle næsten tro, han også havde læst følgende:

 

   '... jeg husker, jeg engang spurgte hende, om hun troede, jeg ville blive forfatter. På sin typiske kryptiske facon, som fortryllede os alle, svarede hun: "Nej." Jeg forstod det som et ja ...'

Woody Allen slipper af sted med det vrøvl, vi andre ville få en rød streg i margenen for. Han gør det kunstfærdigt og - ikke mindst - gennemført. Selvskrevet: paradoks på et højere plan.

 

   On the Road tager sig selv anderledes seriøst. Jack Kerouac påstod selv, han skrev den på tre uger, og at der ikke skulle redigeres et komma, fordi ordene var guddommelige. Det har jeg nu alligevel en ulmende mistanke om, de blev, men historierne om historien er med til at give bogen kolorit.

Som den om, at han på forhånd klistrede papir sammen i endeløse baner, så han ikke undervejs blev afbrudt i skriveprocessen, hver gang der skulle indføres et nyt ark i maskinen. Husk på, at computeren endnu ikke var opfundet. Man skrev på dens forløber: det, vi kaldte en 'skrivemaskine'. Skrivemaskinen klarede sig uden hukommelse; teksten blev ved en mekanisk proces downloadet direkte fra tastaturet til den indbyggede printer, som normalt skulle fodres med ét ark ad gangen.

Jeg har siden tænkt, hvorfor han ikke anskaffede sig en rulle telexpapir, der kom i baner på 100 meter. (Ikke fordi han skyldte mig en forklaring. Jeg er glad for, han skrev bogen i stedet for at bruge tiden på forklaringer. Da han først var blevet berømt og begyndte at forklare sig, gik det helt galt for ham.)

Kickwriting kaldte han processen: at skrive spontant og nonstop. Tre uger, så var manuskriptet færdigt. Blot ikke i første tilløb så vidt jeg forstår. Før historien var der i ét hug, havde han skrevet utallige udkast og versioner - mens han i ti år kæmpede for at få den udgivet. Det sidste er noget, vi andre, knap så guddommelige forfattere kan forholde os til.

 

   Først bruger man et år på at få sin roman til at skinne, og bagefter tror journalisterne stadig, man har gemt guldkornene til netop deres interview, observerede den anderledes veltalende John Updike senere - i et interview. 'To give the mundane its beautiful due', formulerede han et af sine mål: at vise det jævne respekt (i min fortolkning).

   Mens Updikes forfatterskab voksede oven på fænomenet Run Rabbit Run, var Kerouc død for længst, 47 år. Mark Twain skrev ikke nævneværdigt, efter han var fyldt 56, bemærkede Kurt Vonnegut, da han havde nået samme bibleske alder. Stof til eftertanke, her hvor man selv nærmer sig de ... regne, regne ... Født i 1960, og vi skriver 2016 ...

 

   "Willy Vlautin is one of the bravest novelists writing. Murderers, cheats, sadists, showy examples of the banality of evil, are easy, but it takes real courage to write a novel about ordinary good people. They don’t fit into the cynic’s little boxes — they’re way too big."

Stof til eftertanke. Jeg forestiller mig, at John Updike ville have været smigret over udtalelsen, men den gælder altså nævnte Willy Vlautin, årgang 67. Han plejede at kigge forbi Voxhall i Århus, i skovhuggerskjorte og med sit country-orkester Richmond Fontaine, men det er nu en tid siden. Desværre. Northline, Lean on Pete og The Motel Life er den slags bøger, jeg selv kunne ønske at have skrevet. Klovtoft, Sønderjylland omplantet til Reno, Nevada. Og The Free om krigsvetranen, der kæmper sig ud af sit koma med det ene formål at begå selvmord. Det er barskt. Og vedkommende.

 

  Velvet Underground solgte ikke mange plader, men alle der lyttede til dem, begyndte pludselig selv at spille rockmusik, hed det dengang, jeg var dreng. En bog, der for lang tid siden fik mig til tasterne, er Villa Sunset. En krimi uden døde, men ikke uden ofre. Anderes Bodelsen serverer det store bedrag så skarpt og så underspillet, at jeg stadig læser den. Gang på gang på gang. Bodelsen kunne vrænge, så det kun sås i mundvigene, skrev en anmelder. Villa Sunset er en kort roman, men en stor fortælling. Klassiker og forbillede for mig: Forfatteren udtrykker en holdning uden at prædike.

 

   I Villa Sunset er det kynikerne, der vinder - anderledes end i Lucky Luke, hvor helten holder på western-genrens klassiske dyd: kun at skyde i selvforsvar. Hollywoods revolverdueller stivnede til en kliche, længe før jeg blev dreng, men selve etikken er værd at holde fast i. Vi kan holde med helten, vi kan beundre ham/hende eller føle medlidenhed - men den, der trækker først, mister vores respekt.

 

   Sådan er det også i krimigenren. Myten om Bonnie & Clyde lever, mens sheriffen, der sammen med sine folk lokkede dem i baghold og skød, før han spurgte, sidder i livsvarig parentes. Beviset skal være helt vandtæt, før vi er fuldt ud tilfredse med opklaringen. Jo vanskeligere gåden er at knække, desto større bliver tilfredsheden. Columbo var TV-detektiven, der ikke blot gennemskuede de mest perfekte mord, men afslørede skurken med skurkens egne midler. Hulemanden gør det mod alle paranoide odds i George Dawes Greens roman af samme navn. Person- og miljøskildringen er perfekte - fint nok - men bevisførelsen til sidst siger spar to. Overrumplende, genial og logisk. Wow!

 

   Hver brik i skakspillet skal udføre sin rolle, citerer Robert Harris matematikeren G.H. Hardy som indledning til Enigma, hans roman om de engelske kodeknækkere i 2. verdenskrig. Hvad selve kryptograferingen angår, står computerne på spring til at overtage arbejdet. De menneskelige følelser skal der andre evner til at forstå, lærer den unge matematiker Thomas Jericho på den hårde måde. Hans kæreste har udleveret hemmelige dokumenter til fjenden, før hun selv forsvandt, ser det ud til. Heldigvis får Jericho hjælp af en talenteret veninde. I horisonten aner man, at kvinderne ligeledes står på spring - til at indtage det, der tidligere var mændenes domæne.

 

   Når det har moret ham at skrive en historie, må den også være morsom at læse, ræsonnerer Stephen King i – hvis jeg husker ret – On Writing. Helt så nemt synes jeg ikke, det hænger sammen. At en kok har moret sig med at pøse ingredienser i maden, gør den ikke nødvendigvis spiselig.

En god historie må gerne være godt fortalt. Som læser værdsætter jeg forfattere, der har ulejliget sig med at redigere deres indfald. For mere end ti år siden kunne man følge Steen Langstrups proces på hans hjemmeside, da han skridt for skridt planlagde Stikker: forberedte strukturen og kapitlerne og sidenhen skrev dem.

Det kom der en ualmindelig velkomponeret thriller ud af. Stikker handler om en modstandsgruppe, der kommer under pres. En af dem kollaborerer med tyskerne – men hvem? Spørgsmålet ulmer fra første side, hvor en sabotage slår fejl; svaret afsløres først i sidste linje, da stikkeren banker på Gestapos dør.

Historien handler om liv og død, og det føles. Stikker ligger højt i min top ti over alle tiders læseoplevelser, fordi Steen Langstrup skærer ind til benet. Hvis han ovenikøbet har moret sig med at skrive den, så bare desto bedre.

 

   To Kill a Mockingbird: Baggrundshistorien, der stjal rampelyset.

 Bruce Wayne blev til Batman, fordi gangstere myrdede hans forældre; Scarlett o’Hara ønskede aldrig mere at gå sulten i seng, efter den amerikanske borgerkrig havde sat sine spor. Fortiden præger karaktererne – i visse tilfælde så kraftigt, at baghistorien helt stjæler rampelyset fra den fortælling, vi havde lagt ud med at skrive.

Romanen To Kill a Mockingbird fra 1960 (på dansk: Dræb ikke en sangfugl) var et spinoff, der vandt Pulitzerprisen, mens manuskriptet til dens oprindelige rammehistorie rygtedes at være bortkommet – indtil Harper Lee valgte at udgive den i 2015, kort før sin død. Til manges bekymring.

Bekymringen havde sin grund.

Som jeg læser Go Set a Watchman (på dansk: Sæt en vagtpost ud), udtrykker romanen en ung Harper Lees oprindelige holdning til racelovgivningen i 1950’ernes USA – en overraskende holdning for alle os, der er vokset op med billedet af forfatteren som en lighedens forkæmper.

Trods et ellers moderne verdenssyn ender hendes litterære alter ego, Scout Finch, med at ’indse’, hvorfor de hvide i hendes hjemstat Alabama har al mulig grund til at trodse forbundsregeringens lovgivning om raceintegration. Må det ikke være nok, at Scouts far, forsvarsadvokaten Atticus Finch, allerede i 1930’erne vovede pelsen for at redde den sorte Tom Robinson fra en uretfærdig dødsstraf? Uden indblanding fra Washington vel at mærke?

’Yankee, go home!’ kunne historiens opfordring lyde. ’Hernede i Maycomb, Alabama står vi selv vagt om moralen, når det gælder.’ Påstanden bliver dog aldrig virkelig underbygget. I stedet for at få syn for sagen, må læseren nøjes med en lang prædiken fra Scouts kloge onkel, anekdotisk krydret med minderne om nævnte retssag. Som historie forbliver Go Set a Watchman uforløst.

Modsat To Kill a Mockingbird.

Da Harper Lee satte sig tilbage til skrivemaskinen for at puste liv i baghistorien, kom der nemlig andre boller på suppen. Anekdoten antog form; karaktererne voksede. Ikke mindst sætter Atticus Finch (i filmversionen spillet af Gregory Peck) handling bag ordene, da han ene mand tager kampen op mod sine racistiske medborgere og står Tom Robinson bi mod en hvid piges falske beskyldninger.

I begge romanerne kæmper Atticus Finch for retfærdighed, men kampen vægtes vidt forskelligt. Go Set a Watchman reducerede hans forsvar af den ene sorte mand til alle hvides alibi for at bevare herredømmet over alle sorte. To Kill a Mockingbird gør selve retfærdigheden til sit anliggende.

Tilsvarende oplever vi forfatteren fra to forskellige sider. Tilsammen efterlader de to sider billedet af en ung kvinde, der forstod at røre sine læsere – men ikke før hun gennem skriveprocessen havde fundet sit eget ståsted.